Førsteholdet går ubesejret gennem første halvdel af sæsonen

Med en 7-3-sejr over Gislev i efterårets sidste kamp går BBB's førstehold på vinterpause som ubesejret.
12 sejre i lige så mange kampe betyder, at holdet indtager førstepladsen i sin serie 2-række, og det er endda med en kamp i hånden i forhold til forfølgerne.
- Holdet har præsteret weekend efter weekend, lyder det fra en stolt cheftræner Michael Brødholt.
- Vi skal bygge videre på det fundament, vi er i gang med. Jeg har et ønske om, at vores placering med hold 1 og vores nye kunstgræsbane gør, at nye ansigter måske vil melde deres ankomst. Det ville gavne både hold 1 og hold 2.
- Jeg ønsker inderligt for drengene, at jeg kan blive ved med at motivere dem til at levere hver eneste weekend, så vi kan få den oprykning til serie 1. Det har de virkelig fortjent. Jeg tror, at der kommer til at ske mange spændende ting i BBB i 2018, men mit klare mål er at sørge for, at BBB igen er at finde i serie 1, siger Michael Brødholt.
Førsteholdet åbner anden halvdel af sæsonen med en udekamp mod SFF 2015. Kampen spilles i Horne fredag den 30. marts 2018.
Andetholdet under nedrykningsstregen
Mens førsteholdet buldrer af sted, har andetholdet det mere svært i sin serie 2-række. Holdet har hentet 8 point i 12 kampe, hvorfor det ligger nummer 13.
Der kan dog komme flere point på kontoen lørdag den 4. november, når holdet gæster Marienlyst i efterårets sidste kamp. Kampen fløjtes i gang kl. 15:30.