Fremragende dag i Assens

Med store forventninger mødte jeg op som vikar for trænerne for c-holdet, som skulle spille indendørsstævne i Assens i dag. Jeg havde forinden forhørt mig lidt hos andre kyndige om både antal spillere på banen, hvor mange der egentlig skulle deltage og hvordan man tager indkast og hjørne i indendørs ☺.
Inden første kamp, nåede jeg lige at spørge alle drengene, hvad de var bedst til når de spillede fodbold:
Willi sagde han var god til forsvar
Sigurd sagde at han også var også god til forsvar
Oskar H. Sagde han var god til at drible
Oliver sagde han var god til at drible og spille midtbane
Alexander sagde han var god til at drible over det hele
Og til slut sagde Victor, at han var god til at skyde på mål og skille modstanderen (Victor spurgte om han måtte ”skille” modstanderne og til dette sagde jeg først nej, fordi jeg troede at ”skille” betød at skille ad eller ødelægge, men med hjælp fra Victors holdkammerater og nogle af de andre forældre, fandt jeg ud fandt ud af at ”skille” betød at afdrible og så fik han selvfølgelig lov ☺)
Derefter blev de sendt i kamp. Og hvilken oplevelse at se dem. Victors hammerskud bankede to kasser ind og ”skillede” (afdriblede) flere gange nonchalant sine modstandere, som havde det været selveste Jan Mølby eller Michael Laudrup. Willi stjerneforsvarer læste spillet bedre end selv Simon Kjær kunne have gjort det. Sigurd fightede som en anden Pierre-Emil Højbjerg (hvilket alle faktisk gjorde). Oliver og Oskar H. Driblede rundt med modstanderne som 2 x Messi og som om de aldrig havde bestilt andet. Og det nye stjerneskud Alexander leverede en kraftpræstation både som målmand og angriber. Ryan Giggs og Kasper Scheichel go home :)
Vi vandt de to første kampe, hvor drengene virkelig foldede deres potentiale ud og flere gange spillede bolden rundt og scorede flotte mål. De store klubber som fx United ville stå i kø for en underskrift, hvis de havde set vores drenge i dag ☺
I kamp nr. 3 var vi uheldige til sidst, hvor modstanderne scorede på et frisparksmål 8 sekunder før tid så vi tabte 2-1. Men når det nu skulle være, så var det et flot mål, som vi bare måtte bøje os i støvet for. Og bare det at se, hvor glad modstanderdrengen blev, da han så at bolden gik ind, var det hele værd. Han fejrede sin scoring med et løb over halvanden banelængde og sluttede af med et kæmpehøjt (og lidt skævt) Ronaldo-hop, så legenden selv ville have været misundelig.
Til slut i sidste kamp listede modstanderne endnu et mål ind, selvom vores drenge havde kæmpet som løver, så det var ærgreligt. Men også lærerigt og vi snakkede lidt om, at det var helt ok at være skuffet når man havde givet sig så meget.
En rigtig god dag i Assens Arena. Drengene lærte, at hvis man bakker hinanden op, også når det går skidt, og kæmper røven ud af bukserne, så får man en sodavand til slut af vikartræneren.
Vikartræneren lærte, at der skal være 5 på banen i indendørs, at man med fordel kan stille en mur op engang imellem, at ”skille” betyder ”afdrible” og at der var megagod opbakning fra de øvrige forældre hele vejen rundt.
Tak for en god dag i Assens :)