U11 tog tredjepladsen ved DBU GL-netværksstævne

De 24 bedste U11-hold fra Jylland og Fyn var kaldt til midtvejs- og netværksstævne i Gauerslund/Børkop lørdag og søndag.
For BBB's vedkommende var ugen op til præget af meget usikkerhed omkring flere spillere pga. skader og sygdom.
En intern træningskamp i forrige weekend mod U12 - som optakt - blev tilmed tabt 0-5, og her så U11 chokerende svage ud.
Men der kom samling på tropperne, drengene havde meget med i bagagen, og det blev til en puljesejr efter de fem indledende kampe med 13 point og en målscore på 13-3.
Specielt 1-1 mod vennerne fra SfB sent lørdag var en lækkerbisken for tilskuere og trænere.
De fire puljevindere skulle have fordelt pladserne 1-4, og i semifinalen ventede overraskelsen Haderslev FK, som vi dog sidst slog overbevisende efter meget boldbesiddelse.
BBB gav bolden op, men HFK fik den i nettet efter blot 10 sekunder (!!??), og det blev kampens resultat. Det blev en uforståelig svag og krampagtig indsats at et normalt rutineret BBB-hold.
Kampen blev aldrig særlig velspillet, men sønderjyderne kæmpede absolut forbilledligt på den langhårede bane. Der var faktisk tale om en fortjent sejr til de meget lykkelige HFK-spillere.
Omvendt var det nogle skuffede BBB-spillere, som måtte vinke farvel til en finale mod OB. I kampen om 3.-4. pladsen ventede Vejle B, som også havde tabt 0-1 i sin semifinale.
Skuffelsen havde hurtigt lagt sig, og kunstgræsbanen bekom BBB meget vel. VB måtte lide hele stævnets største nederlag, 8-0 til BBB.
Tilskuerne blev vidner til et sandt festfyrværkeri mod en modstander, som intet kunne stille op. BBB havde stadig friske ben og hoveder til at holde dampen oppe.
Et forsigtigt mål for stævnet var en placering blandt de otte bedste hold og dermed forbliven i platinrækken.
Resultatet var dog sekundært, da trænerne havde forhåbninger om en trup, som holdt hele vejen og samtidig viste god fodbold og forståelse for spillet i forskellige holdopstillinger.
BBB må dog sande, at tiden som "underdog" for længst er overstået. Navnet er slået fast på fodboldlandkortet.